Sundhedstjekket, chippet og vaccineret 1. gang

IMG 4165
IMG 4187

I venstre billedrække er det fra toppen Louvre, Triumf, Peeta, Primrose, Finnick, Katniss, Panthéon, Eiffel.

IMG 4253

I dag blev alle killingerne sundhedstjekket, chippet og vaccineret første gang. Vi bruger en kørende dyrlæge fra Broager, så alt blev foretaget hjemme på køkkenbordet. Dyrlægen roste de små og de opførte sig meget eksemplarisk. 

Chipningen er en stor nål og jeg har endnu ikke haft en killing, der ikke har givet et lille hyl fra sig. Jeg synes, det er forfærdeligt :) Derfor var det ikke overraskende, at den første killing gav et jammer fra sig, da chippen blev skudt ind. Det resulterede prompte i 2 flyvende kattemødre, der som et par raketter sprang op på køkkenbordet. Den ene tog retning mod killingen og den anden mod dyrlægen. Dolly placerede et par forben på dyrlægens overarm og gav et par advarselsbrummelyde. Det havde ingen af os lige set komme…
Begge hunkatte blev derefter placeret i hver deres badeværelse bag lukket dør, indtil alle killinger var færdige.  

IMG 4126

Der var overraskende nogle af killingerne, der var så seje, at de ikke sagde et pip. Eiffel virkede fuldstændig upåvirket af situationen. Det passer meget godt til hans cool udtryk :)

Killingerne har fået adgang til hele huset nu - eller det vil sige det meste af tiden. Vi lukker stadig af, hvor der er behov. Fra at have haft deres base i stuen, er de nu flyttet ind i køkken/alrummet, hvor de har indtaget “tårnet”. 

IMG 4212
IMG 4223
IMG 4175
IMG 4249
IMG 4233
IMG 4197

De har desuden fået sig et fast morgenrituale. Når vi står op om morgenen, er der begyndende bevægelse og leg i sovegrupperne. De små killingehoveder kigger op, når de ser os dukke op i billedet. Jeg stiller mig ud til kattebakkerne og kalder på dem og i løbet af få øjeblikke er jeg omringet af 8 små missebørn, der alle skal på toilettet :) Når den er klaret, så er der rigtig meget energi, der skal tages hul på :)

IMG 4248

De spiser alle tørfoder nu og får hver aften lidt vådfoder. De har fuldstændig styr på lyden af skramlende foderskåle og dåser der åbnes. 

Dollys kuld med Triumf, Panthéon, Eiffel og Louvre er alle store killinger med flot huld. I Cassiopeias kuld er Finnick helt på højde med Dollys killinger. Han har i den grad forstået at gå til foderet. Peeta og Primrose er også kommet flot med. De er ikke helt så store, som de burde være, men de spiser rigtig godt nu og det ses. Katniss er den eneste, der har været sen til både at spise våd- og tørfoder. Det betyder, at hun faktisk er den mindste vægtmæssigt lige nu. Dog spiser hun også flot nu, så det skal nok give sig. 

IMG 4129

Vi har lagt mærke til, at de finder sammen størrelsesmæssigt, når de leger. Det er rigtig fint, taget i betragtning at Triumf kan være en voldsom killing. Det betyder dog ikke, at man som lille mis ikke har modet til at gå på de store. Bette Primrose er set hoppe i pelsen på Triumf og de er absolut i hver ende af vægtskalaen. Triumf daffer blot videre til næste udfordring, hvis han ikke føler sig moslet nok af den lille pige :)

IMG 4116

Alle killingerne fra Dollys kuld er nu reserveret til dejlige nye hjem. Triumf og Panthéon er endda så heldige, at de skal bo sammen. Det er vi utroligt glade for herhjemme. De to bruger rigtig meget tid sammen både i leg og når de skal sove. 

I Cassiopeias kuld er både Finnick og Peeta reserveret til nye kærlige hjem. Tilbage er kun Katniss og Primrose. Jeg kan stadig ikke bestemme mig for, om jeg vil beholde en pige, hvilken det skulle være, eller om de begge skal videre ud og forkæles hos nye familier. Man bliver så utroligt glad for dem alle og vil gerne beholde det meste. Men det skal kun være et lille opdræt her hos os. Så beslutningen skal tages inden længe. 

© Maja Lund Dalgaard